VM i skak.
Gode venner i Frederiksberg Skakforening!
Jeg havde egentlig ikke regnet med at komme af sted, og det var lidt af en overraskelse, at vulkanasken blev tyndere og ufarlig, og man mistænker jo, at denne pludselige ændring blev hjulpet på vej af flyselskabernes blødende underskud. Men af sted kom jeg, og den 22. april om aftenen indlogerede jeg mig i Hotel Slavyanska Bessada i Sofias centrum, tæt på alt, og ikke mindst Militærets Klub, hvor VM-matchen mellem Vishy Anand og Veselin Topalov skulle spilles. Jeg dækker matchen for Skakbladet, og det gør jo ting nemmere, at man er den udsendte journalist for The Danish Chess Magazine, bedre kendt som Skakbladet.
Sofia er en behagelig by med en afslappet atmosfære. Centrum er usædvanlig smukt med store klassicistiske bygninger og parker med statuer af store bulgarer. Tror jeg nok. Kyrilliske bogstaver og et fremmed sprog skaber en vis afstand til byen og befolkningen. Det gør det i det hele taget lidt svært for en turist, men man skal jo ikke indrette en hovedstad på turisternes befindende. Uden for centrum bliver vejene hullede og husene slidte og trætte. Der er noget nostalgisk over det, lidt Balkan blandet med Østeuropa før Murens fald, fra heroiske monumenter til den sovjetiske befrielseshær til skumle personager med to dages skæg, der kæderygende læner sig op ad sorte luksusbiler på ministeriernes VIP parkeringspladser. Men der er også smukke og hovne kvinder på stilethæle, hyggelige gågader, gyldne kupler fra de ortodokse kirker, og et muntert liv på cafeer hele dagen.
Prisniveauet er lavt, og jeg har opdaget adskillige fremragende bulgarske rødvine, som klubbens vinimportør Frank absolut kunne overveje at tage på sin liste. Især rødvine brygget på den lokale drue ”Mavrud” er adsolut glimrende, fyldige og krydrede. Jeg er, som I nok kan gætte, i gang med en dybere undersøgelse af denne drue.
Men jeg er her jo for skakkens skyld. I kan læse mine rapporter på dsu.dk, så jeg vil ikke gå ind på partiernes forløb. Den første dag fortrød jeg rejsen. Det var umuligt at få kontakt med nogen på spillestedet, og der var ingen opslag eller anden information. Jeg frygtede det værste, men på 1. spilledag forsvandt alle hindringer som dug for solen. Det vrimlede med officials, sikkerhedsfolk og hjælpere, og jeg blev hurtigt og venligt ledt forbi alle barrierer til presserummet, hvor mit presseskilt lå klar. Jeg begynder at forstå, hvorfor journalister trods deres begrænsede evner ofte er hovne skiderikker. Den type VIP-behandling er næppe sund i det lange løb. Dog har den sin grænse: Bygningens balkon er forbeholdt rigtige VIP’er, dem fra FIDE.
Bygningen kaldes som sagt Militærets klub, og den er bygget i den stil, man kunne kalde fersken med flødeskum. Selve spillesalen er et teaterrum hvor man kan forestille sig, officerer i elegante uniformer har siddet med smukke damer og set franske komedier, mens tjenere i de omkringliggende rum gør klar med champagne og kanapeer. Der er en tydelig spænding mellem spillerne, sikkert fremkaldt af Topalovs krav om, at der ikke må være nogen verbal kommunikation mellem spillerne og hans proklamation om, at han ville følge Sofia-reglerne. Dvs intet remistilbud, og alt skal gå gennem dommeren. Dertil kom den ubehagelige og aggressive måde, hvorpå Det Bulgarske Skakforbund og organisationskommitteen besvarede Anands anmodning om udsættelse af matchen med tre dage. Der er ingen tvivl om, at Det Bulgarske Skakforbund er dynamisk og har gode forbindelser til folk med penge, men hvis de ikke passer på, så opbygger de ikke goodwill, men badwill, og Topalov kan blive en ensom og upopulær verdensmester. Som skakspiller og tilskuer er det trættende for ikke at sige ubehageligt at se to spillere, der gennem et helt parti undgår så meget som at se på hinanden.
I ønskes fornøjelse med turneringen!
Med venlig hilsen
Dan
